Naturvidenskaben dyrkes i Bjerringbro

Naturvidenskaben dyrkes i Bjerringbro

Midtjyske folkeskole-, gymnasieelever og deres undervisere har fået et Naturvidenskabernes Hus, et eldorado, hvor de med inspiration fra virkeligheden kan udvikle deres interesse og talent for fysik, kemi og andre naturvidenskabelige fag.

Penicillin, røntgenstråler, cellofan og velkro. Alle er vigtige eller nyttige, men tilfældige opdagelser udsprunget af arbejdet med naturvidenskab. Måske bliver det i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, den næste store opdagelse finder sted, eller kimen til den bliver lagt.

Inspiration til undervisningen


2009 har været et godt år for naturvidenskaben. I august deltog undervisningsminister Bertel Haarder i indvielsen af Mærsk McKinney Møller Videncenter for naturfag i Sorø. 22. oktober erklærede han så Naturvidenskabernes Hus for klar til brug.

Her er der skabt gode rammer for, at også grundskole- og gymnasieelever i det jyske får dyrket deres interesse og talent for fysik, kemi og andre naturvidenskabelige fag. Deres lærere, som er husets vigtigste målgruppe, kan hente inspiration til udvikling af deres daglige undervisning gennem kurser og workshops som ”Hjælp! Jeg har fået natur og teknik” eller ”Industrielle enzymer i gymnasiet.”

Projektet har været undervejs i seks år og skal således fungere som et undervisningslaboratorium, hvor nye koncepter for naturfagsundervisning udvikles og demonstreres.

Et eldorado


Bertel Haarder fremhævede, at der nok ikke er noget, der kalder mere på de vigtige, kreative evner, end de naturvidenskabelige fag.

”Vi er nødt til at gøre noget ekstra – også for at talenterne får lov at udfolde sig. Naturvidenskabernes Hus er en drøm, et eldorado for alle med interesse for naturvidenskab,” sagde han og roste stedets gode placering med virksomheden Grundfos på den ene side og Bjerringbro Gymnasium på den anden.

Undervisningens indhold hentes så vidt muligt fra virkeligheden i konkrete virksomheder og forskningsmiljøer. Det samarbejde finder ministeren eksemplarisk, og han håber, der fremover kan skabes et tættere samarbejde mellem virksomhederne og uddannelserne i Danmark. Virksomhederne kan på den måde spejde talenter blandt de unge, mens de unge lærer, hvad det, de foretager sig, kan bruges til – også i fremtiden.

Brug for flere ingeniører, teknikere og forskere


Koncernbestyrelsesformand i Grundfos, Niels Due Jensen, var også med til indvielsen og erklærede, at koncernen er meget tilfreds med resultatet. Niels Due Jensen er også næstformand for Poul Due Jensens Fond, ’Grundfos-fonden’, der har støttet projektet økonomisk.

”Danske virksomheder har simpelthen brug for flere ingeniører, teknikere og forskere inden for naturvidenskab,” sagde han om beslutningen om at støtte centret.

Vellykket samarbejde


Borgmester Johannes Stensgaard fremhævede Naturvidenskabernes Hus som et godt eksempel på et vellykket samarbejde mellem lokale, regionale og nationale myndigheder samt erhvervslivet og uddannelsesverdenen. Bestyrelsesformand for Naturvidenskabernes Hus, Harald Mikkelsen, tilsluttede sig.

”Ingen skal være i tvivl om, at dette er en stor dag. Det er en stor dag for udviklingen af naturvidenskab og det naturfaglige og tekniske element i den danske undervisningssektor,” sagde han.

Fakta


Visionen for Naturvidenskabernes Hus er blandt andet at gøre det ’in’ at beskæftige sig med naturvidenskab og teknik for lærere og elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne - samt at skabe og styrke samarbejdet mellem undervisningsinstitutioner, virksomheder og museer.

Naturvidenskabernes Hus er en selvejende non-profit institution, der ’lever’ af fondsmider og støtte fra erhvervslivet. Det er blandt andet opført med tilskud fra Realdania, Viborg Kommune og Poul Due Jensens Fond.

Kilde: Undervisningsministeriet