Musikkens Dag 2009

Musikkens Dag 2009

Torsdag den 23. april går hundredvis af landets konservatoriestuderende på gaden, og spiller omkring 200 nyskabende og iøjnefaldende koncerter i hele Danmark, mens de samler ind til musikalsk humanitær hjælp i samarbejde med Dansk Røde Kors.

I og omkring de fem konservatoriebyer, Aalborg, Århus, Esbjerg, Odense og København, vil de studerende byde på en lang række spændende og medrivende koncertoplevelser uden for de vante rammer. På denne dag omdannes for eksempel banegårde, virksomheder, institutioner, toge, busser, fængsler, biblioteker og offentlige pladser til scener for kvalitetsmusikken.

Musikalsk humanitær hjælp


De konservatoriestuderende bruger den lange række af koncerter til at samle penge ind til musikalsk humanitær hjælp. De indsamlede midler går ubeskåret til projekter, der giver musik og livsglæde for børn og unge i tredjeverdenslande. Støtten bruges blandt andet til musikundervisning, opbygning af musikskoler, musikoplevelser og indkøb af instrumenter, og det prioriteres højt at involvere lokale musikere, undervisere og instrumentforhandlere i udførelsen af projekterne. “Dansk Røde Kors bruger musik som en vigtig brik i arbejdet med at få børn og unge på fode efter forfølgelse, katastrofer, sygdom og hungersnød. De indsamlede midler fra Musikkens Dag går til dette arbejde. Vi håber, at den danske befolkning vil støtte op om indsamlingen samtidig med, at de får en god musikalsk oplevelse.” - Jens Grønning, Dansk Røde Kors

Kvalitetsmusik til den brede befolkning

Musikkens Dag arrangeres af De Konservatoriestuderendes Landsråd, og er etableret på de studerendes eget initiativ. Med Musikkens Dag ønsker landets dygtigste musikstuderende at give omverdenen en anderledes indsigt i den kvalitet, der befinder sig på landets konservatorier. Anders Søndergaard, landskoordinator for Musikkens Dag, udtaler: ”Musikkens Dag give den brede offentlighed en mulighed for at lade sig overraske og inspirere af den store talentmasse, der i øjeblikket udklækkes på de danske musikkonservatorier. Ved at præsentere musik i nye og anderledes omgivelser vil disse talenter give koncertpublikum, medarbejdere på landets virksomheder eller tilfældigt forbipasserende på banegårde og pladser et musikalsk pusterum af højeste kvalitet. At disse pusterum genererer midler til et endnu mere tiltrængt pusterum for mennesker i tredjeverdenslande, gør Musikkens Dag til et helt igennem forbilledligt projekt, som alle kan og bør støtte op om.”

Fakta om Musikkens Dag


• Der er seks danske konservatorier. Et i Aalborg, Århus, Esbjerg, Odense, og to i København. Studerende fra alle landets konservatorier medvirker i Musikkens Dag.

• Der forventes omkring 200 forskellige koncerter og events i løbet af Musikkens Dag.

• På www.musikkensdag.dk findes et landsdækkende koncertprogram, der opdateres løbende frem mod selve dagen.

• Virksomheder og institutioner kan støtte projektet ved at booke en koncert på www.musikkensdag.dk

• Under alle offentlige koncerter vil de studerende medbringe indsamlingsbøsser, så publikum kan bidrage til den gode sag.

• Som privatperson kan man bidrage med 50 kr. til velgørenhedsarbejdet ved at sende en SMS med teksten "MUSIKKEN" til nummeret 1231.

Musikkens Dag 2009