Mest mulig sundhed for pengene

Mest mulig sundhed for pengene

Nyt center på Syddansk Universitet skal forske i et af tidens mest omdiskuterede politiske emner.

Fungerer det frie sygehusvalg efter hensigten? Hvad betyder muligheden for private sundhedsforsikringer? Kan vi få mere kvalitet for de samme penge?

Emner, som der typisk skal sundhedsøkonomer til at svare på. Deres opgave er ud fra en række teoretiske modeller at finde ud af, hvordan vi får mest mulig sundhed ud af pengene.

Årlige sundhedsudgifter på 100 milliarder

Alene i Danmark bruger vi i omegnen af 100 milliarder kroner om året på sundhedsudgifter. Og over de næste ti år er der planlagt nye hospitalsbyggerier for 40 milliarder, som forventes at skabe nye debatter om strukturer og prioriteringer.

Nyt center med over 40 medarbejdere

Syddansk Universitet har i forvejen Nordens stærkeste forskningsmiljø inden for sundhedsøkonomi, og nu intensiverer universitetet sin indsats yderligere. Således åbner et nyt center for sundhedsøkonomi med over 40 medarbejdere tilknyttet, og det tal ventes at stige i de kommende år.

- På Syddansk Universitet tror vi, at der er behov for at kunne tilbyde forskning i international topklasse. Borgernes sundhed er et velfærdsområde, som kommer til at være under stort pres i de kommende år. Vi vil i endnu højere grad skulle forholde til, hvordan sundhed påvirker økonomien og væksten i samfundet. Og sådan er situationen i mange lande, fortæller professor Mickael Bech, der bliver leder af det ny center.

Centret kommer til at hedde COHERE – Centre of Health Economics Research. Det åbner formelt den 1. januar. I løbet af foråret vil åbningen blive markeret med et større seminar, hvor en række internationale profiler inden for sundhedsøkonomi deltager.

Kilde: SDU