Kampagne via splinterny mobiltelefonteknologi skal skaffe flere studerende til AAU

Kampagne via splinterny mobiltelefonteknologi skal skaffe flere studerende til AAU

Quick-Response-kode skal skabe interesse for universitetets mobilportalen.

Aalborg Universitet kører hvert år en række kampagne tiltag i forhold til de unge i de gymnasielle uddannelser, og markedsføring via mobiltelefon er den nyeste gren på stammen. Teknologien er baseret på ”Quick Response”-koder og er først nu ved at vinde indpas i Danmark, hvor AAU bliver en af de første aktører, der bruger teknologien. Det sker i en kampagne, der løber i forårsmånederne og som er rettet mod optag af nye studerende til sommer.

Målet med kampagnen er at nå den type studerende, der er særligt interesserede i nye medier og de muligheder, som ligger inden for feltet. Samtidig ønsker AAU at cementere den stærke profil, som universitet og regionen har som frontløbere på det mobile område.

Den unge målgruppe vil første gang se kampagnen ultimo februar på de store outdoor-reklame-søjler rundt om i Aalborgs bybillede. Her vil den nysgerrige ’first mover’ på de store plakater se et særligt mønster, hvorpå opfordringen lyder:”tag et billede af din fremtid”.

Når modtageren med sin mobiltelefon tager et billede af mønstret – der er en mobilkode – aktiveres en funktionalitet i telefonen, så den åbner AAU’s nye mobilportal i mobilens internetbrowser. Det kræver dog, at vedkommende har et kodeaflæsningsprogram, som man kan downloade gratis ved at sende en sms med teksten AAU KODE til 1231.

Når Quick Response-koden har åbnet AAU’s nye mobilportal, http://mobil.aau.dk, får modtageren adgang til relevante informationer om AAU direkte på mobilen. Der er fx info om studievejledning, Åbent Hus, adgangskrav, Studieguiden 2008, samt en konkurrence om koncertbilletter til hotte navne som Alphabeat, Figurines og Spleen United, der alle spiller på Studenterhuset i foråret.