Hvorfor forsvandt de nordjyske telekommunikationsvirksomheder?

Hvorfor forsvandt de nordjyske telekommunikationsvirksomheder?

Det er kun ganske få år siden, at selskaber som Motorola, Texas Instruments og andre af de største multinationale selskaber inden for telekommunikation havde afdelinger i Nordjylland. Alt gik fremragende, og der blev talt om den nordjyske udgave af Silicon Valley. Den snak hører vi ikke mere til, for nu er de stort set alle sammen væk, men hvorfor er de egentligt det? Hvad gik galt? Det giver Kristian Hegner Reinau svar på i sin ph.d.-afhandling.

Afhandlingen bygger på interviews med nogle af nøglepersonerne i og omkring den nordjyske telekommunikationsindustri og analyse af mere end tusind avisartikler om emnet.

Hvorfor er der ikke længere masser af telekommunikationsvirksomheder i Nordjylland? Det giver Kristian Hegner Reinau svaret på i sin ph.d.- afhandling- En vigtig årsag til at det gik, som det gik, var kort sagt, at ingeniørerne og managerne i de nordjyske datterselskaber var fokuserede på teknologi og ikke havde nok opmærksomhed på det politiske spil inden for de multinationale selskaber. De så ofte de politiske spil som et irritationsmoment i deres arbejde, i stedet for som en vigtig del af det at være en afdeling i et multinationalt selskab, og det kom til at koste dem dyrt, siger Kristian Hegner Reinau fra Institut for Planlægning.

Politiske spil, netværk og positionering i forhold til andre datterselskaber var nemlig af stor betydning, for det var her, datterselskaberne sikrede deres eksistensgrundlag. Dagligdagen blev præget af kampe om at tiltrække nye arbejdsopgaver og ressourcer til at opbygge nye kompetencer. Nye arbejdsopgaver og kompetencer, der kunne sikre de lokale afdelinger en fremtid indenfor de multinationale selskaber.

- Men det at have fokus på politiske spil og positionering var imidlertid langt fra, hvad de nordjyske ingeniører og managere så som vigtigt i deres arbejde. De ville hellere bruge kræfterne på at udvikle morgendagens teknologi i laboratorierne frem for at bruge tid i mødelokalerne, hvor kampen om positionerne i de multinationale selskaber foregik. Derfor fik de ikke overbevist andre i selskaberne om, hvad de kunne, og hvorfor de var vigtige, og det var medvirkende til, at det blev de nordjyske datterselskaber, der blev lukket ned først, når man skulle spare, siger Kristian Hegner Reinau.

Virksomhedslukningerne har gjort ondt på Nordjylland, men der er vigtige erfaringer at drage af historien.



- I min afhandling har jeg udviklet en metode, som kan hjælpe virksomheder med at identificere deres svagheder, eksempelvis manglende fokus på politiske spil. Denne metode kan også bruges af virksomheder, der i dag står over for opkøb eller er blevet opkøbt og ved at kombinere sådan en analyse med de ting, man kan lære af de forløb, som de nordjyske afdelinger af telekommunikationsvirksomhederne var igennem, vil virksomhederne få en markant bedre mulighed for at forbedre deres situation. Dermed øges virksomhedernes chance for overlevelse, og det betyder, at arbejdspladser kan blive på danske hænder, siger Kristian Hegner Reinau.

Kilde: AAU