Dialog fremmer faglighed

Dialog fremmer faglighed

Forældres engagement i skolen har stor betydning for elevernes faglighed. Derfor er kontakten mellem skolerne og tosprogede familier afgørende. Undervisningsministeren byder velkommen til en temadag med fokus på det svære skole-hjem-samarbejde.

Tosprogs-Taskforcen arbejder for at styrke tosprogede elevers præstationer i skolen, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse.

Den 11. februar byder undervisningsminister Tina Nedergaard velkommen til en temadag om skole-hjem-samarbejde for skoler, der er tilmeldt Tosprogs-Taskforcen og DR’s kampagne ”To sprog – én udfordring”.

”Vi ved, at forældrenes engagement i skolen har direkte betydning for børns læsefærdighed og lyst til at fortsætte på en ungdomsuddannelse. Derfor skal vi skabe dialog og klart og tydeligt kommunikere, hvilke forventninger vi har, og hjælpe forældrene til at forstå, at de er en ressource for deres børns læring,” siger Tina Nedergaard.

En af oplægsholderne på temadagen om skole-hjem-samarbejde er ph.d.-forsker Karen Ida Dannesboe fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Hun afslutter sin ph.d. om skole-hjem-samarbejde til sommer.

Karen Ida Dannesboe peger på, at skolen skal lytte til og anerkende den støtte, som mange forældre giver deres børn i hverdagen.

Hun fremhæver, at børn ofte er nervøse for og gør sig mange tanker om forestående skole-hjem-samtaler. Forskeren opfordrer derfor til, at eleverne inddrages mere i den løbende kommunikation mellem skole og hjem og for eksempel er med til at udforme nyhedsbreve og dermed sætte ord på deres skoleliv, som er omdrejningspunktet for skole-hjem-samarbejdet.

På temadagen er der blandt andre også oplæg af journalist Abdel Aziz Mahmoud, psykolog Basim Osman samt forfatter og lektor Ulla Kofoed.

Fakta: Tosprogs-Taskforcen


Tosprogs-Taskforcen er et fælles projekt mellem Undervisningsministeriet og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Formålet er at højne tosprogede elevers faglighed i skolen, så de efterfølgende kan gennemføre en ungdomsuddannelse.

Taskforcen rådgiver kommuner og skoler om undervisning af tosprogede elever, herunder undervisning i dansk som andetsprog, skoleledelse af skoler med tosprogede elever, organisering af ressourcer på området, netværksdannelse, skole-hjem-samarbejde og overgangene til og fra grundskolen.

Taskforcen og DR lancerede i marts 2010 kampagnen To sprog – én udfordring. Med kampagnen opfordres alle grundskoler til at udarbejde en helhedsorienteret plan for deres undervisning af tosprogede elever. Med planen får skolerne defineret deres udfordringer, opsat mål og planlagt konkrete indsatser til at højne fagligheden for skolens tosprogede elever.

Kilde: UVM.dk