Designskolen Kolding

Designskolen Kolding

Designskolen Kolding uddanner designere, der er specialister inden for et specifikt fagområde, men med stor viden om andre relevante fag og disses begreber. DK’s kandidater skal først og fremmest være dygtige designere, dernæst gode til at samarbejde med de mange andre faggrupper, som udvikling af produkter og processer i dag omfatter. Stort kendskab til materialer, teknikker, designprocesser og fagets historie kombineret med evnen til at sætte sit fag ind i en samfundsmæssig sammenhæng, er grundlaget for DK’s undervisning.

Et væsentlig kendetegn ved undervisningsformen er projektarbejde. Vore studerende skal lære, at individuel udfoldelse og teamarbejde er hinandens forudsætning. De skal lære, at det (ofte) er sammen med andre, herunder også andre fagligheder, at de helt unikke resultater nås. Vi ønsker at skabe stærke individualiser, som samtidig kan begå sig i en kollektiv arbejdsproces.

Designskolen Koldings vision

Designskolen Kolding skal i tæt samarbejde med Syddansk Universitet og en række internationale partnere udvikles til en førende international designinstitution med fokus på bæredygtighed, social inklusion og kulturel mangfoldighed. En toneangivende uddannelses-, og kultur-institution, som er med til at fremme innovation og værditilvækst, baseret på forskning, designfagligt udviklingsarbejde og samarbejde med erhvervslivet.

Designskolen Koldings mission

    -udbyde designuddannelse på højeste niveau
    -udvikle og formidle designforskning og designfagligt udviklingsarbejde på højeste internationale niveau
    -udvikle et nationalt og internationalt uddannelses- og designmiljø med udgangspunkt i værdierne: Bæredygtighed, social inklusion og kulturel mangfoldighed
    -fungere som lokal, regional og national drivkraft for samspillet mellem design, uddannelse og erhvervsliv
    -udbyde efteruddannelse og konsulentydelser til erhvervslivet og den offentlige sektor