Derfor fejrer vi Skt. Hans

Derfor fejrer vi Skt. Hans

I Aalborg er der mange steder du kan være med til at fejre Skt. Hans og synge Midsommervisen. Men ved du hvorfor vi fejrer Skt. Hans og ved du hvem der har skrevet Midsommervisen?

Vi sparer dig lige en Google søgning på det sidste ved at komme med svaret her:

Nej, det er ikke Shubidua. De har godt nok gjort visen populær, men det er Holger Drachmann der skrev teksten og P.E. Lange-Müller der står for melodien (den oprindelige fra 1885)

Som der står i teksten, så er det en tradition der er ligeså gammel som hvor jul, hvis ikke ældre. Sangen omfatter atmosfæren af midsommer i en skøn glædessang. Den beskriver hvordan det var meningen at bålet i sin tid skulle holde det onde fra livet så hekse og trolde måtte flygte. Derfor har vi også valgt at holde fast i at placere en heks i toppen af bålet som symbol for dette.

Det siges at heksene flyver til Bloksbjerg og samles på denne dag, men ifølge de oprindelige sagn var det aftenen før 1. maj at heksene fløj afsted. Her blev også brændt bål af. Denne aften bliver dog kaldt Valborgaftenen, og den fejres stadig i Sverige og Tyskland. Her i Danmark har vi en god tendens til at blande kulturerne og passe det ind der hvor vi synes det skal. Derfor har vi blandet midsommerfesten fra de gamle vikinger med båltændingen fra Valborgaftenen og lagt begge dele på Johannes Døberens fødselsdag, (han er 6 måneder ældre end Jesus), hvilket er grunden til at vi kalder det Skt. Hans.

Hvis du også er typen der synes et bål er noget af det hyggeligste der findes og et kæmpebål bare er ekstra hyggeligt, så kan du finde en liste over hvor du kan fejre Sankt Hans aften her og her.

Vælg et sted på listen hvor du kan få varmen og mødes med venner og fremmede til fællessang og hygge. Det er også en af de dage hvor studenterhuerne er ude og blive luftet. Det er muligt det er hyggen eller varmen fra bålet, der gør det, men romantikken blomstrer og der er ekstra mange amoriner i luften sådan en aften som Skt Hans.

Skt. Valentin er meget jaloux på sådan en dag som denne der fejrer sommerens lange, lyse nætter.

Båltalen er ligeså traditionsrig som Dronningen Nytårstale. Mange steder laves der også små hyggebål, som børnene kan riste snobrød henover. Så hvorfor ikke pakke en lille madpakke og nogle tæpper og tage ud og nyde de lokales selskab. Måske møder du nogen du kender.

Hvis du ikke kan huske teksten til Midsommervisen, men gerne vil synge med på den, så find begge udgaver af Skt. Hans melodien her.