Den ultimative succestype

Den ultimative succestype

Her er opskriften på den perfekte karrierekvinde og den perfekte succesmand.

Hvordan ville den ultimative succes se ud, hvis man samlede alle ingredienserne i en enkelt person? Det har det tyske blad WirtschaftsWoche gravet lidt i, og resultatet er en detaljeret beskrivelse af den mand og den kvinde, der umuligt kan andet end at blive en karrieremæssig succes. Alt sammen angiveligt baseret på statistik og videnskabelige undersøgelser.

Succesmanden starter med en kandidatgrad: Det giver i snit 25 pct. mere i løn. Han skal også være god til at netværke – og i den forbindelse kunne tåle lidt alkohol – hvilket giver et par tusinde euro ekstra om året. Det kan tillige udløse op til 20 pct. mere i løn at skifte job ofte. Men kun i de første år af karrieren, derefter er det bedre at blive i mindst fem år hvert sted. En god ide er det også at pleje omdømmet via internettet, for der søger de fleste headhuntere og personalechefer i dag deres oplysninger. Et godt omdømme er i det hele taget vigtigere end de rent faglige kvalifikationer.

Ifølge WirtschaftsWoche klatrer man desuden hurtigere op ad karrierestigen, hvis man som chef er en tyran, der behandler medarbejderne med en hård hånd.

Udseendet og den private baggrund er skam også afgørende. Mænd med brunt hår betragtes jobmæssigt som de mest attraktive, men endnu vigtigere er det i det hele taget at have hår på hovedet.

Jo højere man er, jo mere tjener man desuden; gode tænder og et pænt smil hjælper også, og succesen skulle endvidere være garanteret, hvis man har et solidt kæbeparti, høj pande, smalle læber samt en dyb stemme. Man skal desuden være slank, velnæret og sørge for at få søvn nok.

Endelig skal succesmanden helst være hetero og gift med en kvinde, der ikke arbejder, og han skal have gode manerer, sans for humor og komme fra en god familie.

Kvinde søg finans

Den perfekte karrierekvinde har også gerne brunt hår, men blondiner er lige i hælene. Ansigtet skal helst være smalt med bred afstand mellem øjnene og fyldige læber. Det skulle angiveligt være ensbetydende med intelligens og kreativitet. Håret skal helst være sat op eller kort – det tyder også på intelligens og selvtillid – og såvel stemmeføring som påklædning må gerne være lidt maskulin for at indgyde respekt som leder. Parfume er en skidt ting, og fysikken må gerne være lidt sportslig. Ligesom succesmanden må karrierekvinden desuden gerne rage lidt i vejret, om det så kræver et par højhælede sko.

Fagligt påpeger WirtschaftsWoche, at 80 pct. af lederjobbene i Tyskland er besat med folk, som har en ingeniør- eller naturvidenskabelig uddannelse. Men det er i høj grad stadig mandsdominerede fag, så vil man som kvinde have succes, gælder det om at satse på finanssektoren. Her er der langt bedre chancer for at stige til tops som kvinde end i industrien.

Den perfekte karrierekvinde er heller ikke bange for at tage ordet, når hun er til møde, og hun skal være stærkt motiveret som leder og være god til at administrere sin tid. Det gælder også familielivet: Ifølge WirtschaftsWoche er det en fordel at have både børn, karriere og en hårdtarbejdende mand. Men heldigvis også at have adgang til flekstid, deltidsarbejde og børneorlov.

Som sagt: Det skulle alt sammen – ifølge WirtschaftsWoche – være ganske vist.