Carlslund

Carlslund


UNDER OMBYGNING!! - LUKKET

Carlslund er et af Fyns ældste, mest kendte og elskede restaurationer. Dog er standarden faldet en smule de seneste år. Men Carlslund er absolut stadig et besøg værd.

Ad Libitum

Et af Carlslunds koncepter, som du som studerende bør være opmærksom på er "Ad Libitum". De fleste ved nok, at det betyder, at man må spise så meget man kan, i hvert fald i restauranter. Der er på Carlsund tale om ad libitum på lækre, danske retter som biksemad og æggekage og så bliver retterne serveret ved bordet - du skal ikke hente maden i en snusket buffet. Du kan få biksemad ad libitum for 130,- per person og æggekage (ja, den kendte) ad libitum for 120,- per person!

Restaurant Carlslunds historie

På dette sted ved Humlepletten i den gamle Fruens Bøge Skov har der siden 1860 været selskabelighed af alle slags. Carlslund blev bygget af Andersen som arbejdede på "Kristiansdal", det nuværende "Dalum Kloster", og alt bindingsværket er hentet derfra. Det areal, der hørte til Carlslund, mellem banen og Ravnsgyde (det gamle navn for Dalumvej) blev omkring 1890 anvendt af Fyens Cycleunion som Cycklebane. Her vandt brødrene Peter og Thorvald Ellegaard, som boede i Skovalleen, deres første triumfer. Omkring 1910 blev Jernebanealle ført gennem området.

Carlslund æggekage historie...

I de næsten 150 år Restaurant Carlslund har bestået er der altid blevet serveret den populære Æggekage. Men for ca. 25 år siden, hvor daværende dyrepasser Herold Nielsen fra Odense Zoo leverede et mægtigt stort strudseæg til Restaurant Carlslund kom der rigtig gang i æggekagerne. Og det har der så sandelig været lige siden.

Carlslund æggekage rekorder..

I år 2005 blev der brugt knap 20 tons (20000 kg) røget flæsk, godt 17 tons røget bacon, samt ca. 500.000 friske æg, omregnet i kuverter er det godt og vel 100.000 portioner æggekage. På én jazz lørdag, d.19. juli 2003 solgt vi 507 portioner æggekage, hvilket er rekord på Carlslund. Lørdag d.3 sep. 2005 blev der til Dalum Idrætsforening 60´er rock på Odense Dyreskueplads serveret Carlslunds originale æggekage for godt 2800 gæster. (uofficiel verdensrekord). Alene til dette arrangement blev der brugt næsten 20000 friske æg, knap 500 liter mælk, ca.1,2 tons røget flæsk, 180 kg. danske tomater, 35 kg. frisk purløg, lige ved 400 rugbrød samt omkring 80 liter hjemmelavet Carlslund sennep.

Carlslund originale Æggekage opskrifter...

Letsaltet røget dansk spæk steges i ovn ved 160 grader,hæld fedtet fra jævnligt, flæsket er færdig stegt når der ikke kan hældes mere fedt fra. Letsaltet røget dansk bacon steges i lidt fedt ellers kan det godt blive tørt, da der er kød i. Æggemassen blandes af 10 friske danske medium æg, 1/4 liter mælk samt lidt salt og peber. Kom æggemassen på en forvarmet pande med lidt fedt fra flæsket. Sørg for at det er en pande med tyk bund, panden skal passe til æggemassen, den må ikke være for stor. Steg æggemassen ved jævn varme, rør så lidt i massen som muligt, men hold den fra bunden, når æggemassen næsten er færdig (stivnet) læg låg på panden, skru ned for varmen, således at æggemassen hæver og trækker færdig. Æggekagen serveres i panden pyntet med purløg, tomater og sprøde flæsk og bacon. Sennep og rugbrød serveres á part. Tips! Æggemassen skal helst være mellem 1½ til 2 cm høj, det er nemmest at tjekke dette ved på forhånd at måle æggemassen i et litermål, hvorefter pandens rumindhold måles ved at hælde vand i, herved undgår man at bruge en for stor pande og få en flad æggekage.

CARLSLUND ORIGINALE SENNEPS OPSKRIFT...

Speciel senneps mel røres med brun farin og lunket vand, stilles på køl, bør trække mindst et døgn.

Æggekagen går hånd i hånd med ny inspiration

Fra ERHVERV FYN 9/00 - Tema Gennem 150 år har det gamle og kendte restaurant Carlslund i Fruens Bøge Skov kun haft seks ejere. Den 1. november 1999 trådte den syvende ind i rampelyset. Det er den 47-årige Henning Engstrøm, der har en lang karriere som kok bag sig. Carlslund er en drømmeopgave for Henning Engstrøm, der længe har haft et godt øje til restauranten. ”Jeg er virkelig glad for, at jeg fik den her mulighed. Det er et helt unik sted og en meget spændende opgave”. Gamle danske retter Det er ikke nogen hemmelighed at det er æggekagen der er flagskibet i restauranten, men han vil gerne udvikle restauranten og give mulighed for andre gode og velsmagende retter. ”Jeg vil gerne have nogle af de gode gamle danske retter tilbage. Jeg vil gerne vende trenden mod den mere enkle danske mad med danske grønsager og råvare. Lave noget med for eksempel brunkål eller rosenkål”. Den slags tager tid at lave. Men det har Henning Engstrøm ikke noget imod. Og han står gerne selv i køkkenet. - Tid - som de unge mennesker i dag ikke har til at lave mad. Nu vil Henning Engstrøm gerne give dem muligheden for at gå på restaurant og nyde den slags retter. Han arbejder også i vegatar- og fiskeretter. Ikke fordi han vil forsøge at gøre Carlslund til en fiskerestaurant, men som han siger: ”Det kunne da for eksempel være alle tiders at have hornfisk på menuen, når der er sæson for det”. Travlhed og traditioner Henning Engstrøm kan med tilfredshed konstaterer, at der er travlt på restauranten. En mandag aften er der næsten booket helt op. Ligesom han er glad for de mange kunder, der har tradition for at komme på Carlslund. Akkurat – som de 9 sommerlørdage med jazz også vender tilbage næste sommer. Arrangementer, hvor der er mellem seks og syvhundrede gæster. Det krævede også et øltelt og en toiletvogn. Begge dele vender tilbage næste år, lover Henning Engstrøm. I dagligdagen kommer en del forretningsfolk og spiser frokost. Men restauranten lægger også lokaler til en del 75- og 80 års fødelsdage, og barnedåbene er også begyndt at melde sig. Kundegrundlaget fejler bestemt ikke noget. Og sådan skal det gerne blive ved med at være. Derfor arbejder Henning Engstrøm hele tiden med at forbedre Carlslund. ”Jeg renoverer, når der er lidt ekstra på kistebunden. Jeg har købt nye lamper og givet nogle af møblerne ny polstring. Der er ting, der trænger til en kærlig hånd”. Han lover dog, at alt vil forblive i den gamle stil. En rigtig arbejdshestSelv er Henning Engstrøm en herre, der gerne bruger mange timer på sit arbejde. ”jeg er lidt af en arbejdshest og elsker at lave mad”. Det betyder, at han gerne går i køkkenet. I det hele taget er Henning Engstrøm ikke for fin til selv at give en hånd med. ” I morges gjorde jeg rent og er hele tiden med til at dække huller”. Folk forventer en oplevelse. De forventer at alt skal være i orden. Og sådan skal det blive ved med at være på Carlslund.

Prægtige pinser

Af Jørgen Flindt Pedersen.Før bilen kom og ødelagde det hele, var pinsen skovture med familien og grønne striber på tøjet fra de nymalede stole. Carlslund hed den lille skovrestaurant i Fruens Bøge, som vi drog til pinsedag. Straks, jeg kunne skimte den bag de kæmpe bøgetræer, satte jeg i løb for først at kunne afsløre årets store spørgsmål: Havde malingen på restaurantens udendørs borde og stole nået at tørre? Eller ville gæsterne få grønne striber på det nye pinsetøj? Spørgsmålet var så eksistentielt for os, fordi familiens overhoved, min morfar var malermester i Odense og havde som fast opgave hvert år at bringe Carlslund i pinsesnittet. Som for andre håndværkere kunde det knibe med at nå det hele – når man havde lovet sig ud til mange kunder på én gang – og vejret kunne jo også drille. Så det var virkelig med spænding, jeg hvert år lod fingeren hen over den skinnende flotte lak. pinse1 Min morfar var en fremragende malermester – det var jeg ikke i tvivl om – men han kunne selvfølgelig ikke få oliemalingen til at tørre hurtigere end andre. Og familien følte jo en vis pligt at være pionérer og sidde udendørs, hvad enten malingen stadig smittede lidt af eller af det regnede. På højde med jul Under alle omstændigheder elskede vi pinsen, Ja det var klart en af årets begivenheder i min barndom.

På højde med julen.

Fordi min morfar og mormor i den grad evnede at bringe hele familien sammen. Store som små. Det var før bilens tid. I hvert fald hos os, og alle andre jeg kendte. Tidlig pinsemorgen satte familiens forskellige grene sig i bevægelse fra deres bopæl rundt omkring i Odense – børnene i barnevogne eller ved forældrenes hånd. Efterhånden blev optoget større og større og det sidste stykke forbi Skovsøen og op mod Fruens Bøge var vi gerne en snes mennesker. Barnevognene var praktiske transportmidler for frokosten, som skulle serveres på tæpper på skovbunden. Men først skulle familien drikke kaffe i Carlslund. Og hvert år fulgte den obligate og langvarige diskussion mellem de kvindelige medlemmer om, hvorvidt kaffen var lige så god som sidste år. Om den var ægte, eller der var for meget eller for lidt tilsætning i den. Værten kom ud og hilste på og takkede morfar for det fine job, og vi børn følte, at det var stærkt at være medlem af så kendt en familie – også selv om stolene måske ikke var helt tørre. Som regel forlod vi børn dog hurtigt kaffesnakken og løb om bag restauranten, hvor jernbanen passerrede forbi, og hvor der lå et lille trinbræt. Her ventede vi på at toget skulle standse med sin last af fint klædte pinsegæster.

Trøstende ord

Morfar var en meget stille mand, men glæden over naturen og over at samle hele familien strømmede ud af ham sådan en dag. Under stråhattens skygge inviterede de mildne øjne barnet til at komme med ind i morfars verden, som også omfattede spændende ungdomsår som malersvend på valsen i Europa. Mormor havde øje for hver eneste af os. Kunne mærke om noget trykkede nogen. Var parat med et trøstende ord, næsten før vi børn var faldet og havde slået os. Alt imens hun på dugen i skovbunden fremtryllede lækkerier, som havde det været hjemme i hendes egen stue, observerede enhver tom tallerken og afværgede ethvert tilløb til politiske skænderier, som kunne spolerer familiehyggen. Én gang havde min mormor glemt agurkesalaten hjemme på køkkenbordet, og det måtte hun selvfølgelig høre for hvert efterfølgende år. Vi andre ventede kun på, at min far skulle efterlyse agurkesalaten. Han nød at være selskabets morsomme mand, og jeg var stolt over hans store evner til at vende ordene i luften.

De små haver

Efter frokost legede vi og spillede bold med de voksne. Så gik turen gennem skoven til Odense Å. Her lå der motorbåde, som sejlede os tilbage til bymidten, hvor mormor og morfar boede i et lille hus nede ved åen. År efter år det samme ritual. Indtil de små familier fik biler. Det slog traditionen i stykker. Men de levede i mig som et kært minde. Som en forventning til at pinser skulle være prægtige, varme og tætte, med voksne, der har kastet hverdagen af sig og åbner sig over for hinanden og børnene.




Adresse

Fruens Bøge Skov 7
5250 Odense SV


Kontakt info

Telefon: 65 91 11 25
E-mail: kontakt@restaurant-carlslund.dk


Åbningstider

Mandag-onsdag: kl. 12.00-23.00
Torsdag-lørdag:  kl. 12.00-24.00
Søndag:              kl. 12.00-23.00
Krostuen åbner kl. 10.00


Website

Carlslunds Website


Carlslund
Carlslund
Carlslund
Carlslund