Cafe biografen fylder 25 år - Fest og farver!

Cafe biografen fylder 25 år - Fest og farver!

Lørdag d. 26. juli holder Cafe biografen fest i og rundt om Cafeen og alle er meget velkomne.

Cafe biografen byder velkommen kl. 10.30 til en dag med en lang række sjove, overraskende og underholdende indslag.

De serverer gratis kaffe hele formiddagen, og de har givet deres normale brunchbuffet et fødselsdagspift.

Kl. 14.00 viser Cafe biografen Akira Kurosawas japanske film ”De syv Samuraier” som var Cafe biografens åbningsfilm i 1983 - fri entre. De viser også alle deres andre film denne dag til 1983’er priser = 35 kr.

På pladsen kigger HC Andersen paraden forbi og ønsker tillykke med dagen, og Tidens samling vil sørge for et historisk pust fra da det hele startede med flotte kostumer, pangfarver og højt hår.

Der afholdes skakturnering fra kl. 14.00 og kl. 16.00 giver Cafe biografens dansende tango-venner smagsprøver på deres kunnen.

Under Stamtræet vil stamkunder, gode venner og bekendte af Cafe biografen underholde fra kl. 14.00 til 16.00. Her kan man blandt meget andet opleve dans, feministiske slagsange, taler, oplæsning samt en mimisk fællessang er der på programmet.

Kl. 17.00 tænder Cafe biografen op i grillen og får besøg af Den Fynske Opera, der vil give et par numre til grillpølserne.

Fødselsdagsfesten kulminerer med et brag af en koncert kl. 20.30 med byens fantastiske festorkester: The Blues Brothers Souvenir Show.

Se mere om cafébiografen her.

God fornøjelse!