Anbragte unge får nu deres egen computer

Anbragte unge får nu deres egen computer

I dag var dagen, hvor 214 anbragte børn og unge fik deres egen computer. De skal have samme muligheder som deres kammerater indenfor IT.

Der er ca. 15.000 børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, og de har store problemer med at følge med på en uddannelse eller deltage i det sociale fællesskab. Det er fordi de ikke har en computer,som de fleste andre unge, men må dele med måske fem andre på opholdsstedet.

Børnehjælpsdagen, Børnerådet, IT-branchen og IDG Danmark oprettede derfor Børnenes IT-fond, for at kunne samle penge ind til de anbragte børn og unge, så de kunne få deres egen computer.

Pengene doneres af IT-branchen


400 unge har indtil nu søgt om en computer, og vi har fået penge til at kunne give 213 ud af de 400 unge deres egen computer.
I første omgang har vi prioriteret de unge mellem 13 og 23 år. Og de er enten igang med en uddannelse, eller skal til at gå igang, siger projektleder Rikke Engskov Jensen fra Børnehjælpsdagen.

Pengene til computerne doneres til fonden fra IT-branchen og det øvrige erhvervsliv, siger hun.

De anbragte unge står ofte i den situation, at de skal dele en computer med måske fem andre unge, og det betyder, at de måske kun har tyve minutter til at lave lektier, eller tyve minutter til at være på Facebook, siger hun.

Låner lederens computer


Formålet med computerne er at gøre de unge bedre i stand til at gennemføre en uddannelse, og i højere grad deltage i sociale fællesskaber, siger Rikke Engholm Jensen.

I dag fik 16-årige Prince, der bor på bostedet Kurreholm i Nordsjælland en computer, og det var han vildt glad for, fordi han hidtil har været nødt til at låne bostedets leder, Pia Nebelongs gamle computer.

- En computer betyder, at nu kan han sidde og arbejde på sit værelse, og han kan holde kontakt til sine venner, sine gamle skolekammerater og familien i Afrika, uden at blive forstyrret af, at næste unge skal bruge den. Den er hans egen, siger Pia Nebelong.