Ambassadører skal skaffe praktikpladser

Ambassadører skal skaffe praktikpladser

Mange unge har store problemer med at finde en praktikplads. En række organisationer på Fyn har nu nedsat et praktikpladsambassadørkorps, der skal opfordre virksomheder til at oprette flere praktikpladser.

På Fyn mangler cirka 1.000 unge lige nu en praktikplads. Nu er der håb for fynboerne.
En række fynske organisationer har nedsat et praktikpladsambassadørkorps, der skal kontakte virksomhederne i deres netværk og opfordre dem til at oprette ekstra praktikpladser.

”I skal bruge jeres netværk. Lige fra det, I har på golfbanen, til den branche- eller handelsstandsforening, som I er en del af. Men husk det også, når I sidder hos frisøren eller går til bageren søndag morgen. I skal bare give dem, I møder, et af vores postkort,” siger Per Hjorth Andersen, uddannelsesleder på TietgenSkolen.

Begejstret undervisningsminister


Den 25. marts blev det to måneder lange praktikpladsambassadørprojekt skudt i gang på Kold College i Odense. Undervisningsminister Tina Nedergaard talte her til de fremmødte ambassadører og repræsentanterne fra Fyns erhvervsskoler, kommuner og arbejdsmarkedsparter. Hun redegjorde for den nuværende praktikpladssituation og tydeliggjorde vigtigheden af praktikpladserne.

”Vi skal i fællesskab opfordre virksomhederne til at oprette flere praktikpladser, og så må vi fortsat gøre opmærksom på, at de på grund af bonusordningen kan få op til 50.000 kroner i tilskud per elev,” sagde Tina Nedergaard.

Tina Nedergaard var begejstret for fynboernes praktikambassadørprojekt. Hun afslørede, at hun den efterfølgende dag skulle besøge Nordjylland, hvor hun ville fremhæve projektet fra Fyn som et godt eksempel over for nordjyderne.

Besøg Odense Kommunes hjemmeside og læs mere om projektet

Kilde: Undervisningsministeriet