Lydteknik

Lydteknik
By Offentlig støtte Uddannelseskategori Adgangskrav Uddannelsesinstitution
HeleDanmark Ingen SU eller løn Højskolekurser Ingen Den Rytmiske Højskole

Beskrivelse

På tekniklinjen får du mulighed for at opbygge et indgående kendskab til analog og digital indspilningsteknik i skolens 4 studier. Du kommer til at arbejde bl.a. med de forskellige faser i studieindspilningen, herunder grundlyd, hovedtelefon-mix til musikerne, overdubs og mixdown med effekter og dynamics. Endvidere mikrofonopstilling, signalvej i studierne, mixerpultens opbygning og krydsfelt, gennemgang af mikrofontyper og karakteristikker.

Af teoretiske emner kan nævnes akustik og lydens udbredelse i et rum, og spektral gehør som træner evnen til at identificere de enkelte frekvenser i frekvensområdet. Et overordnet mål med lydteknikundervisningen er samarbejdet mellem musikere og teknikere. Fokus er lagt på indspilning af skolens orkestrer som gennem hele semestret kommer på besøg i lydstudierne.

I løbet af semestret vil der være flere emne-uger med et særligt indhold, også her vil studieindspilning være i centrum. Efter den første måned med basis-forløb vil du få mulighed for at tage et "kørekort" til skolens 2 store studier. Det vil give dig fuld adgang studierne.

Undervisningen


Undervisningen er opdelt i et ugentlig 2-lektioners modul som vil ændre indhold i løbet af semestret. I starten vil der være niveaudelt teori/hørelære for alle, men efter ca. 4 gange vil der blive mulighed for, at vælge mellem forskellige linjerelaterede fag. Det kan fx være:

- SDS (Sang, Dans og Spil)
- Teori og hørelære
- ”Open Door”, ”Fri Improvisation”, eller Intuitiv Improvisation
- Improvisation
- Sangworkshop
- Rotation


Analogstudiet. (Tuborgstudie1)


Mixerpulten i dette studie er en Soundtracs Jade-S med 48 kanaler. Det er en inline-mixerpult som er udstyret med dynamics (compressor og gate) på alle kanaler og automation (faders og mutes). Der indspilles på en Studer A827 2" båndoptager med 24 spor. Desuden er der installeret en Powermac G4 dual-engine med et ProTools MixPlus system(24in/24out) og Logic Pro. I dette studie har Du altså mulighed for at arbejde med både analog og digital indspilnings-teknik. Der er naturligvis et bredt udvalg af mikrofoner og outboard-udstyr. Studiet har tre indspilningsrum og benytter også koncertsalen til optagelser. Monitors er Mackie og Yamaha NS-10.

Digitalstudiet. (Tuborgstudie2)


Her har vi for nylig installeret den nye Digidesign C24 Controller/mixerpult kombineret med et Protools HD2 accel system. Med andre ord kan vi nu vise den seneste udvikling indenfor digital studieteknologi.

Indspilning og mix i det nye digitale studie er 100% softwarebaseret, så man udelukkende benytter sig af processor-kraften i HD2 systemet og i studiets nye computer, en MacPro Quad Engine. Studiet har eet stort indspilningsrum, og en vokal-box. Monitors er Genelec og Yamaha NS-10.

Studie 3 og 4


To computer-baserede studier som er helt identiske. Her er to små kontrolrum som deler en knastør indspilningsbox idéel til moderne musikproduktion. Studierne er udstyret med en Powermac G4 dual-engine med ProTools LE/Digi003 og Logic Pro. Desuden Genelec nærfeltsmonitors.

Computerlokale


I forbindelse med studie 3 og 4 finder Du også vores computerlokale. Dette lokale er udstyret med 8 stk Imac G5 komplet med ProTools, Logic Pro, Digidesign Mbox interface og keyboard. Der er altså tale om 8 komplette lydstudier som kan benyttes til holdundervisning i lokalet eller flyttes til andre lokaler efter behov.