10 tips til en bedre eksamen

10 tips til en bedre eksamen

De fleste er mere eller mindre nervøse når de skal til eksamen. Og drejer det sig om en mundtlig eksamen er det for de fleste endnu værre. Statistikker viser nemlig at 96 % af verdens befolkning er mere bange for at præsentere noget for andre folk end de er for at dø! Men er der noget at gøre ved denne eksamensangst og forbedre resultatet af din præstation? Ja, i høj grad! Studenterguiden.dk har allieret sig med coachen Malte Lange fra Mind-set og udviklet ti tips, som skulle give dig en bedre mulighed for at klare din eksamen godt:

1. Lav en god entré
Det er vigtigt at du kommer ind i eksamenslokalet på en afslappet og selvsikker måde når du skal til mundtlig eksamen. Ret ryggen, skyd brystet lidt frem, skuldrene ned, og tag en dyb indånding. Gå nu smilende ind, tag endnu en dyb indånding og giv lærer og censor hånden og præsentér dig selv – afslappet, tydeligt og selvsikkert. Det giver en god start, og isen er brudt.

2. Spørg ind til lærer/censors spørgsmål
“Jeg forstår ikke din formulering… Vil du prøve at uddybe eller spørge på en anden måde?” Denne sætning er guld værd! Din lærer vil nemlig gerne sørge for, at du virker til at være så god til faget som muligt, da det jo er deres job at du er det. Hvis du falder igennem, så falder det i en vis grad også tilbage på læreren. Så din lærer vil gerne hjælpe dig. Giv læreren muligheden for at hjælpe dig med denne sætning. Når folk skal omformulere sig eller uddybe vil der ofte komme lidt mere "kød" på, og du vil have en større chance for at kode det sammen i din hjerne og finde svaret frem. Mange lærere og censorer afslører sammenhænget i spørgsmålet når de gentager og det svar de søger, hvis du beder dem om at uddybe én eller to gang.

3. Lån de andres eksamenssvar
Nej det er ikke for at snyde til den skriftlige eksamen. Det er blot en teknik til at blive bedre til den. Til den mundtlige: Sørg for ikke at skulle op som den første og kom så gerne i alt for god tid til din eksamen. Udspørg alle de andre, hvad de har været oppe i, hvad de blev spurgt om, hvad de svarede, kommentarer de har fået af lærer/censor, afstem alle dine fakta-oplysninger med de andre, som har været inde eller skal til at ind. Der kan virkelig scores nogle ekstra gode karakterer med dette tip. Guldkornene bliver løbende afsløret af lærer/censor eller af de andre elever - og hvis du kommer i god tid kan du nå at forberede de vigtige ting som måske er glippet i eksamensforberedelsen. Husk at give dine kammerater samme hjælp som du forventer af dem. Bliv efter eksamenen og del ud til dem som vil have din viden.

4. Få ro på dagen i forvejen
Planlæg din eksamenslæsning, så at du minimum har 1 dag fri før du skal til eksamen. Brug dagen på at slappe af, hygge med venner, se film eller lave noget du synes er afslappende. Noget som giver dig ro på. Du ved bedst selv hvad det er. Jeg foretrækker selv at bruge noget tid med gode venner og snakke om noget helt andet end studiet – fx gå ud og se Stand-up eller bare snakke om stort og småt.

5. Gå ikke i panik over fejl og forkerte udsagn
Hvis du laver fejl, så lad tag den med ro. Ret fejlen (om nødvendigt) og fortsæt så hvor du slap. Alle laver fejl, bare sørg for at det meste af det du siger, er rigtigt, så er du godt på vej. Din lærer vil have dig til fremstå så god som muligt, giv dem chancen for at glemme småfejl ved ikke selv at lægge vægt på dem.

6. Få en ordentlig næring
Inden du går ind til en mundtlig eksamen, så sørg for lige at spise noget sukkerholdigt (gerne frugt) og drikke lidt vand – så du har det mest nødvendige i dig for at yde en god indsats i de 15-25 minutter det plejer at vare. Til en skriftlig eksamen har du brug for mere mad og drikke. Tag noget groft brød med magert kød og salat med sammen med vand og evt. The i en termokande. Tag også nogen sunde snacks med til når du bliver lækker sulten – mandler og rosiner er et godt og lækkert alternativ til slik og chips.

7. Forstå spørgsmålene i opgaven
Denne er vigtig til skriftlige eksamener. Brug god tid til at forstå opgaverne du skal løse. Læs dem igennem flere gange og overvej hvad opgaven indeholder og hvad de forventer af en løsning. Hvis du er det mindste i tvivl om hvad der menes, så tøv ikke med at kontakte den eksamensansvarlige lærer.

8. Husk pauserne
Hold små pauser løbende hvor du lukker øjnene i 2 minutter og slapper af i ryg, skulder og nakke. Gå evt. på toilettet og kig dig selv lidt i spejlet og smil til dig selv. Det gør det mindre højtideligt og du får fornyet energi.

9. Find dine guldkorn
Til alle fag er det vigtigt at huske nogle af de guldkorn, som læreren har givet i løbet af året. Skriv dine guldkorn op som du vil huske at sige, så du har dem med til forberedelsen. Så kan du imponere med din enorme hukommelse ved eksamensbordet.

10. Forbered dig!
Beklager, der er ingen vej udenom. For at sikre en så god eksamen som muligt – så sørg for at forberede dig ordentligt. Læs hele pensummet 2 gange. Løs prøveopgaver og tal med dine klassekammerater om hvordan de læser op til eksamen. Og vær ikke bleg for at spørge dem som får høje karakterer hvordan de læser op og går til eksamen. Det kan være du lærer noget.